Sabah - delstat i Malaysia

Sabah, delstat i Malaysia, som omfatter den nordligste del af Borneo; 73.619 km2, 3,12 mio. indb. (2010). Befolkningen er især malajer og kinesere foruden lokale etniske grupper, bl.a. dusun, bajau og murut. Fra 1990'erne er der kommet mange indvandrere fra det muslimske sydlige Filippinerne.

Et komplekst system af højsletter og bjergkæder med bl.a. Mount Kinabalu dominerer store dele af Sabah. Nedenfor ligger en bred kystslette, hvor småbønder producerer ris og gummi. Plantager findes især på østsiden, hvor store områder er tilplantet med oliepalmer. Meget af den oprindelige regnskov er nu udryddet i forbindelse med eksport af tropisk ædeltræ, men der produceres fortsat tømmer og finer. Ud for kysten udnyttes en række mindre oliefelter. Kota Kinabalu er delstatshovedstad; herfra går Borneos eneste jernbane 187 km mod syd til Tenom.

Bortset fra en tidlig kontakt til Kina havde Sabah især nære forbindelser til Filippinerne bl.a. til Sulu-sultanatet. Sabah var fra 1500-t. en del af sultanatet Brunei, men kom fra 1877 under britisk kontrol; 1888-1941 var Sabah britisk protektorat, styret af North Borneo Company. I 1946 blev Sabah britisk kronkoloni og 1963 en delstat i Malaysia.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig