Saba er en 13 km2 stor ø, som ligger øst for Puerto Rico. Den har 1.911 indbyggere (2022).

Øen er en udslukt vulkan (862 m), og stort set alt bærer derfor præg af det stejle terræn. Fra øens landingsplads, Fort Baai, hvortil de første hollandske nybyggere ankom i 1600-tallet, er der således 900 trin, udhugget i klippen, op til hovedbyen Bottom.

Saba ligger lidt afsides, men har dog hyppige forbindelser til den nærliggende Sint Maarten. De ca. 25.000 turister, der årlig kommer til øen, tilbydes bl.a. sportsdykning og vandreture i den frodige natur.

Fra 1954 til 2010 var Saba en del af selvstyregruppen De Hollandske Antiller og valgte efter dennes opløsning at blive en særlig kommune under Holland i lighed med øerne Bonaire og Sint Eustatius.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig