SYRIZA

SYRIZA, Den Radikale Venstrekoalition, koalition af græske venstreorienterede partier, omfattende i alt 13 grupperinger samt enkeltpersoner, der politisk rækker fra demokratisk socialistiske og grønne grupperinger til maoister, trotskister og eurokommunister. Koalitionen blev dannet op til valget i 2004, hvor SYRIZA fik 3,2% af stemmerne og seks pladser i parlamentet. Ved valget i maj 2012 markerede koalitionen sig som en hovedmodstander af den barske nedskæringspolitik, Grækenland havde accepteret at føre, og fik næsten 17% af stemmerne. SYRIZAs leder, Alexis Tsipras, blev bedt om at danne regering, men afviste at deltage i en regering sammen med partier, der gik ind for krisepolitikken. Ved det næste valg i juni 2012 fik SYRIZA næsten 27 % af stemmerne, men måtte se sig slået af det konservative Nea Demokratia (ND, 'Nyt Demokrati'). Efter valget i januar 2015 dannede SYRIZA regering med højrepartiet De Uafhængige Grækere (ANEL) og sikrede sig dermed flertal i parlamentet. SYRIZAs 36,3 % af stemmerne rakte alene til 149 af parlamentets 300 pladser.

Se også Grækenland (Politiske partier).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig