SBS

SBS, Scandinavian Broadcasting System, europæisk mediekoncern med tv- og radiostationer i Skandinavien, Benelux, Baltikum, Østeuropa og Balkan. Firmaet blev etableret af den amerikanske mediefinansmand Harry Sloan i 1990, fra 1991 under navnet SBS. I 1989 begyndte Sloan at investere i skandinaviske lokal-tvstationer, herunder Kanal 2 i Danmark, med egne penge og senere med midler fra store amerikanske filmselskaber, bl.a. Warner. En række lokalstationer i Danmark blev samlet til et næsten landsdækkende netværk under navnet Kanal Danmark, som opererede i stadig kamp mod det daværende forbud mod "networking". I 1997 fik de da 15 samarbejdende lokalstationer navnet TvDanmark, og udbuddet bestod af lokale nyheder, dokumentar- og naturprogrammer og en masse underholdning.

I 2000 lancerede SBS en yderligere kanal, der først hed TvDanmark 1 og derefter Kanal 5 ligesom søsterkanalen i Sverige. Begge femmere sendes fra London (ligesom TV3) for at undgå skandinaviske forbud mod bl.a. reklameafbrydelser i programmerne. Den oprindelige, lokal-tv-baserede kanal blev i 2006 omdøbt til Kanal 4, i 2007 til SBS Net (da Kanal 4 ændredes til at blive sendt fra London) og i 2009 til "6" og nu målrettet til mænd. Udbuddet på kanalerne består overvejende af amerikanske serier og film samt enkelte danske reality-shows og er især rettet mod et købedygtigt publikum, primært de 15-35-årige. En musik-tv-kanal for de 12-29-årige kom til i 2006 med navnet The Voice TV.

Fra 1993 gik SBS også ind på radioområdet i de nordiske lande. The Voice blev opkøbt i Danmark og konceptet overført til andre lande, ofte under samme navn. TV 2 Radio blev overtaget i 2008 og relanceret under navnet Nova FM. TV 2 leverer fortsat nyhedsstof og betaler den årlige afgift for sendetilladelsen til staten på 23 mio. kr. frem til 2014. I 1995 udvidedes virksomheden til Holland og Belgien, og siden fulgte Østersø-landende samt flere øst- og sydeuropæiske lande. SBS blev i 2007 opkøbt af det tyske tv-selskab ProSieben.

I 2006 lancerede SBS TV webtv-platformen NUTV. På nutv.dk er det muligt, mod betaling, at se SBS TVs egenproducerede programmer som fx De unge mødre.

SBS' hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig