SAARC, South Asian Association for Regional Co-operation, sydasiatisk samarbejdsorganisation, stiftet i 1985 af Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka; i 2007 blev Afghanistan medlem. SAARC har hovedsæde i Kathmandu, Nepal. Det formelt omfattende samarbejdsområde inden for især økonomi med handelsbegunstigelser landene imellem har været hæmmet af konflikten mellem Indien og Pakistan. Beslutninger træffes ved enstemmighed.