S.P.L. Sørensen

S.P.L. Sørensen, en af de mest ansete danske kemikere, ses her arbejdende med et polarimeter, hvormed han kunne følge nedbrydning af sukker. Han viste, at nedbrydningen afhang af brintionkoncentrationen, og indførte i 1909 betegnelsen pH som et mål for denne. Udateret fotografi.

.

S.P.L. Sørensen i laboratoriet.

.

S.P.L. Sørensen. Foto: Laurberg, 1918.

.

S.P.L. Sørensen, Søren Peter Lauritz Sørensen, 9.1.1868-12.2.1939, dansk kemiker, direktør for Carlsberg Laboratoriets kemiske afdeling 1901-38. S.P.L. Sørensen modtog i 1889 efter kun tre års kemistudier universitetets guldmedalje for afhandlingen Radikalbegrebets historiske Udvikling og Betydning for den teoretiske Kemi. I 1892 blev han ansat ved Den Polytekniske Læreanstalts kemiske laboratorium, hvor han arbejdede med uorganisk kemi; 1893-96 offentliggjorde han en række kritiske præparatstudier. I 1899 modtog han doktorgraden med afhandlingen Studier over Koboltidoxalater. Fra denne periode stammer også Vandet og Luften (1899) til brug ved folkeuniversitetsundervisning.

I 1907 offentliggjorde S.P.L. Sørensen afhandlingen Enzymstudier I. I den viste han, hvorledes man kan bestemme forløbet af proteiners nedbrydning vha. "formoltitrering". I 1909 kom Enzymstudier II, hvor han indførte størrelsen pH til beskrivelse af en vandig opløsnings surhedsgrad. Han anviste såvel elektrometriske som kolorimetriske metoder til nøjagtig bestemmelse af pH. Han påviste betydningen af denne størrelse til forståelse af biokemiske reaktioner. Da han forlod Carlsberg Laboratoriet i 1938, blev han valgt til præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig