S-matrix

S-matrix, i kvantefysikken et vigtigt matematisk hjælpemiddel, som anvendes ved den teoretiske beskrivelse af eksperimenter baseret på spredningsforsøg mellem fx elementarpartikler eller ioniserede atomer.

Faktaboks

etymologi:
1. led i ordet S-matrix er en fork.f. tysk Streuung eller engelsk scattering 'spredning'.

Sandsynligheden for en sådan proces fremkommer i kvanteteorien som absolutkvadratet på et komplekst tal, der afhænger dels af forsøgets begyndelsestilstand, dels af detektorens indstilling. Disse to betingelser spiller rollen som række- og søjle-indices i en matematisk matrix.

S-matricens rolle blev især fremhævet af W. Heisenberg i 1943. Den udgør en meget direkte forbindelse mellem kvanteteoriens matematik på den ene side og de eksperimentelt tilgængelige informationer på den anden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig