Søren Smidt

Faktaboks

Søren Smidt
født:
21. januar 1960

Søren Smidt, f. 21.1.1960, dansk bjergklatrer, professionel ekspeditionsleder, underviser, fotograf, forfatter, redaktør og foredragsholder; cand.mag. 1998 i litteratur og historie. Søren Smidt har været leder eller deltager i flere end 20 ekspeditioner til bl.a. Himalaya, Grønland, Afrika og Antarktis. Han arbejder som turleder og som konsulent med leder- og organisationsudvikling.

Søren Smidt er uddannet Mountainleader fra Ecole Nationale de Ski et d'Alpinisme, Chamonix, autoriseret UIAA klippeklatreinstruktør ved International Mountaineering and Climbing Federation, SPRAT Rope Access Technician samt uddannet i friluftsliv på Hardanger Folkehøjskole.

Søren Smidt var den første dansker, som friklatrede graden 7+ (7a) af en friklatrerute, Hyperborærerens Vej, på Kullen i Sverige i 1988. Samme år besteg han som første dansker en Himalayatinde i alpin stil, Ama Dablam (6856 m). Ekspeditionen er beskrevet i Ama Dablam – en bestigning af verdens smukkeste bjerg (1990, skrevet s.m. Bo Belvedere Christensen).

Leder af 1. danske kommercielle ekspedition til:
Årstal Højde i m Bjerg
2008 8848 Mount Everest, Nepal; verdens højeste bjerg
2002 6960 Aconcagua, Argentina; Sydamerikas højeste top
2000 8046 8000 m-bjerg: Shishapangma, Tibet
1998 7046 7000 m-bjerg: Lakpa Ri, Tibet
1994 6467 6000 m-bjerg: Mera Peak, Nepal

I 1991 var Søren Smidt leder af den første danske ekspedition til et bjerg over 8000 m, Dansk Bjergklubs jubilæumsekspedition til Dhaulagiri (8167 m) i Nepal (Den Danske Dhaulagiri Ekspedition) med H.K.H. Kronprins Frederik som protektor. Søren Smidt nåede toppen af Dhaulagiri 14. maj 1991 kl. 12.30 og blev dermed den første dansker, som besteg et 8000 m højt bjerg. Ekspeditionen er beskrevet i antologien: Fra Drøm til virkelighed – danske bjergbestigninger (2001), som Søren Smidt har redigeret. TV 2 lavede udsendelserne Det Hvide Bjerg om ekspeditionen.

I maj 1985 besteg han som første dansker en såkaldt Big Wall, nemlig verdens højeste ubrudte klippevæg, den 1000 m høje The Nose-rute på bjerget El Capitan i Yosemite National Park i Californien, USA. Året efter foretog Søren Smidt den første danske vintersolobestigning af en Himalayatinde, Island Peak (6189 m).

Søren Smidt var i 2008 arrangør og leder af et verdensrekordforsøg på Seven Summits, de syv højeste bjerge på hver af de syv kontinenter. Den danske forretningsmand Henrik Kristiansen forbedrede den tidligere rekord med 20 dage, da han besteg Seven Summits på 136 dage og satte ny Guiness World Record. Det succesfulde rekordforsøg er beskrevet i Seven Summits Verdensrekord (Henrik Kristiansen, 2008). Samme år stod Søren Smidt på toppen af Mount Everest (8848 m) og blev dermed den niende dansker, der nåede toppen af verdens højeste bjerg.

Søren Smidt har skrevet artikler til Jyllands Posten, Klatring, Adventure World, Dansk Nepalesisk Selskab mfl. og har deltaget i diverse programmer på DR, TV 2, TV3.

1. danske bestigning af:
Årstal Højde i m Bjerg
1991 8167 8000 m-bjerg: Dhaulagiri, Nepal; verdens syvendehøjeste bjerg
1989 Freney Pillaren, Mont Blanc, Chamonix, Frankrig
1988 7a (7+)-klipperute redpoint; Hyperborærerens Vej, Kullen, Sverige
1988 6856 Himalayatinde i alpinstil: Ama Dablam, Nepal
1986 6187 Himalayatinde, vinter, alenebestigning: Imja Tse, Nepal
1985 Big Wall, verdens højeste ubrudte lodrette klippevæg: El Capitan,Yosemite, Californien

I 2008 blev han tildelt Mt. Everest Golden Jubilee Medal af Nepals regering. I 2009 fik han udmærkelsen 1. degree Nepal Tourism Board for sin indsats for Nepals turisme, og i 2011 blev han udnævnt til Honorary Goodwill Ambassador 2011 af Nepal Tourism Board.

Se også klatring og bjergbestigning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig