Søren Meldgaard. Fotograf: Richard Hansen.

.

Søren Larsen Meldgaard, 1850–94, dansk husflidsmand og lærer; grundlagde Askov Sløjdlærerskole, hvis første forstander han var indtil sin død. Meldgaard voksede op på en gård i Assing syd for Kibæk i Midtjylland en snes km sydvest for Herning.

Han blev som barn interesseret i huggehusarbejde og videreførte denne interesse som husflid, først som højskoleelev og senere under Dansk Husflidsselskab og med husflid som skolefag fra 1879. I 1875 havde han påbegyndt læreruddannelsen på Gedved Seminarium, men afbrød den efter første del, fordi lægerne havde spået, at han inden 14 dage ville dø af den lungeturberkulose, der imidlertid først 17 år senere førte til hans død. Han arbejdede videre som lærer til sin død i august 1894.

Meldgaard deltog i sløjdkurser hos Otto Salomon på Nääs i Sverige, første gang et fem-ugers kursus i 1882, hvorpå han optændt af sløjdidéen samme efterår indførte "Nääs-sløjd" på sin skole i Nykøbing Mors. Han var på Nääs igen i 1887 samt på et to-ugers kursus i 1890.

Meldgaards indfaldsvinkel ændrede sig fra husflid til sløjd som pædagogisk defineret fag. Sammen med lærer Jens Torp, der også havde været på sløjdkursus på Nääs, etablerede han i skolesommerferien 1883 det første sløjdlærerkursus i Danmark.

Således gælder 1883 som sløjdens fødeår i Danmark; men der gik selvfølgelig noget forud, og andet kom først senere rigtigt i værk. Forstander Ludvig Schrøder på Askov Højskole ved Vejen opfordrede Meldgaard til at starte en sløjdlærerskole, og det førte til, at Meldgaard for egen regning købte en grund og opførte Askov Sløjdlærerskole i 1886. Samme år oprettede Aksel Mikkelsen Dansk Sløjdlærerskole i København.

Meldgaard holdt ud til det sidste, og i sin sidste tid ledede han aktivt sløjdskolen fra sygesengen. Efter Meldgaards død solgte hans enke skolen, der lå i Askov til 1974, hvorefter den blev videreført som Sløjdhøjskolen i Esbjerg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig