Søren Jensen

Faktaboks

Søren Jensen
født:
1957

Søren Jensen, f. 1957, dansk billedhugger. Sammen med generationsfæller fra Hein Heinsens professorskole på Kunstakademiet, hvor Søren Jensen blev uddannet 1978-86, begyndte han i 1980'erne at undersøge muligheden for at genoplive den klassiske skulpturkategori i et postmoderne samfund.

Målet var en skulptur med en hel og sammenhængende overflade, men uden indre kerne og uden et overordnet styrende princip. Flere af hans skulpturer er undersøgelser af subtile forbindelser mellem åbenhed og tillukning, som gør dem på en gang sanseligt nærværende og hemmelighedsfulde.

Hans senere arbejde har udfoldet sig i spændingsfeltet mellem skulptur, arkitektur og byrum, og han har tillige udgivet fotobogen Fremstilling (2003).

Søren Jensen var 1999-2005 rektor for Det Fynske Kunstakademi. 2004 modtog han Eckersbergs Medalje. Han har modtaget en række legater og stipendier, bl.a. Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Fra 2011 er han tiltrådt som formand for Statens Kunstfonds udvalg for Kunst i Det Offentlige Rum og Det Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg.

Søren Jensens værker er repræsenteret på en række museer, bl.a. Statens Museum for Kunst, ARKEN og Trapholt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig