Søren Iversen, f. 1948, dansk sceneinstruktør og teaterleder. Fra 1975 til begyndelsen af 1980'erne arbejdede han gerne med forestillinger bygget på improvisationer, men siden han fra 1983 begyndte at instruere ved de københavnske teatre og ved landsdelsscenerne koncentrerede han sig fortrinsvis om et moderne repertoire (Botho Strauss, Bernard-Marie Koltès), men også som fornyer af den klassiske dramatik, fx Ibsen og Shakespeare: Rosmersholm (1988), Helligtrekongersaften (1996) begge på Det Kgl. Teater samt af lidt ældre skuespil fra 1900-t. som Ferdinand Bruckners Syg ungdom (Aarhus Teater 1994); 1992-2008 var han kunstnerisk leder af Husets Teater i København, hvor hovedvægten har været lagt på ny dansk dramatik af fx Astrid Saalbach, Morti Vizki og Nikoline Werdelin. 1983-85 var Iversen desuden leder af instruktør- og scenograflinjen på Statens Teaterskole.