Faktaboks

Søren Brostrøm
Født
4. juni 1965, Aarhus
Søren Brostrøm
Søren Brostrøm under en pressebriefing i Eigtveds Pakhus vedr. den kontrollerede genåbning af Danmark, 19. april 2020
Søren Brostrøm
Af /Ritzau Scanpix.

Søren Brostrøm er en dansk læge og embedsmand og tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen. I 2023 blev han seniorrådgiver for World Health Organisation, WHO, og generalsekretæren i Genève med ansvar for organisatorisk udvikling og reform af WHO.

Som direktør for Sundhedsstyrelsen 2015-2023 stod Søren Brostrøm i spidsen for en styrkelsen af organisationen og for en række store nationale planer, der skulle styrke sundhed og sundhedsvæsen i Danmark. Under corona-pandemien 2020-2022 blev han landskendt som samlende figur og øverste myndighedsperson for det officielle Danmark på sundhedsområdet.

Søren Brostrøms karriere

Søren Brostrøm er vokset op i Danmark og USA. Hans mor var børnelæge og hans far kræftforsker. Han blev student fra Gl. Hellerup Gymnasium i 1984 og læge fra Københavns Universitet i 1995. I 2003 blev han ph.d. samme sted og uddannede sig efterfølgende i gynækologi og obstetrik ved hospitaler i København. Han blev speciallæge i 2007.

Søren Brostrøm var afdelingslæge ved Glostrup Hospital og Skejby Sygehus 2007-2008 og overlæge ved Glostrup Hospital og Herlev Hospital, afdeling for Gynækologi 2008-2011. Samtidigt var han klinisk lektor ved Københavns Universitet 2009-20011 og læste en Master of Public Administration på CBS, som han afsluttede i 2011.

Søren Brostrøm blev enhedschef i Sundhedsstyrelsen i 2011 for Enhed for Sygehuse og Beredskab med ansvar for sundhedsberedskabet, vaccinationsprogrammer, kliniske retningslinjer, specialeplan og pandemiberedskabet. Han var direktør for Sundhedsstyrelsen fra 2015 til 2023.

Organisatorisk indsats

Søren Brostrøm har fra tidligt i karrieren haft en aktiv organisatorisk profil ved danske og internationale videnskabelige selskaber og organisationer. Han har bl.a. været formand for Foreningen af Yngre Gynækologer og Obstetrikere, FYGO, 2001-2003, for European Network of Trainees in Gynaecology and Obstetrics 2002-2005 og Nordic Urogynaecological Association 2009-2011. Han var generalsekretær i International Urogynaecological association 2010-2012, Europa-bestyrelsesformand for WHO 2019-2020 og bestyrelsesmedlem af WHO globalt 2021-2023.

Søren Brostrøm har i flere år ledet forhandlinger under Verdenssundhedsforsamlingen på den årlige WHO generalforsamling.

Søren Brostrøm i Sundhedsstyrelsen

Søren Brostrøm blev direktør i Sundhedsstyrelsen i 2015 efter en organisatorisk udbygning med flere styrelser under ministeriet med Sundhedsstyrelsen som øverste myndighed. Tilliden til Sundhedsstyrelsen, både i befolkning og hos fagfolk, var faldet i årene 2014-2015, og den fik Søren Brostrøm genetableret via en bred indsats både internt og med eksterne samarbejdspartnere.

HPV-vaccination

Sundhedsstyrelsens HPV-vaccinationsprogram for piger og unge kvinder var igennem en kritisk periode i 2014-2015 grundet mistanke om vaccinationsudløste bivirkninger. Søren Brostrøm var Sundhedsstyrelsens ansvarlige ansigt udadtil, og via hans åbne og personlige facon kombineret med en vedholdende opsamling af faglig evidens, fremgik det, at mistankerne om vaccineudløste bivirkninger ikke kunne bekræftes. Tilslutningen til vaccinerne blev reetableret og tilliden til styrelsen steg.

Specialeplanen

Gennem sine otte år som direktør gennemførte Søren Brostrøm en række markante tiltag for at styrke det danske sundhedsvæsen, herunder specialeplanen i 2017, der fastlægger fordelingen af, hvor de højtspecialiserede patientbehandlinger skulle foregå på landets hospitaler. Formålet var at styrke fagligheden via færre behandlingssteder af højere kvalitet med flere patienter hvert sted.

Kræftplan og demenshandlingsplan

Sundhedsstyrelsen gennemførte en række andre store nationale initiativer i perioden, herunder Kræftplan 4, også kaldet ”Patienternes Kræftplan” igangsat fra 2017. Planen have som mål, at kræftoverlevelsen for danske patienter skulle være på niveau med de bedste af vores nordiske nabolande, og planen indførte begrebet ”den patientansvarlige læge”.

”Den nationale demenshandlingsplan 2025” fra Sundhedsstyrelsen blev vedtaget i 2016 og havde fokus på indsatsen frem mod 2025 med ønsket om demensvenlige kommuner og samfund, udredning, specifik diagnose og bedre pleje- og behandlingsindsats for at skabe bedre forhold for patienter og pårørende.

Sundhedsstyrelsen blev styrket fagligt med opbygning af enhed for evidensbaseret medicin, nationale kliniske retningslinjer m.v., som gav mulighed for en systematisk tilgang og metodemæssig styrket brug af faglig evidens.

10-årsplan for psykiatrien

Udviklingen af 10-årsplanen for psykiatri og mental sundhed har været betydningsfuld for den igangsatte og varslede indsats på psykiatriområdet. Øvrige fokusområder har været nationale sundhedsprofiler og ulighedsrapporter, for at rykke Danmark på forebyggelsesområdet, bl.a. i forhold til unge, med skærpet regulering af regler for tobaksforbrug og forebyggelsestiltag mod druk.

Søren Brostrøms rolle under corona-pandemien

Søren Brostrøm med mundbind
Søren Brostrøm demonstrerer, hvordan man tager mundbind på under pressemøde om COVID-19 i Statsministeriet 15. august 2020.
Søren Brostrøm med mundbind
Af /Ritzau Scanpix.

Søren Brostrøm havde en samlende national ledelsesrolle som sundhedsmyndighedernes øverste repræsentant under corona-pandemien. Den alvorlige epidemi med COVID-19-infektion ramte Danmark i bølger fra vinteren 2020 til epidemien aftog i løbet af 2022.

Søren Brostrøm blev landskendt via en faglig, rolig og menneskelig optræden på talrige pressemøder, hvor han repræsenterede det officielle Danmark sammen med statsminister Mette Frederiksen og daværende sundhedsminister Magnus Heunicke m.fl. Danmark lykkedes med at sikre opbakning til vacciner og adfærdsændringer i befolkningen. Sundhedsstyrelsen inddrog en breds kreds af førende fagfolk i arbejdet, og Danmark regnes for at være kommet succesfuldt ud af pandemien.

Danmark arbejdede, som et af få lande, med datadrevet myndighedsarbejde og digitale løsninger, både via epidemiologiske data, altså sygdomsforekomst hos befolkningen, men også med adfærdsdata gennem samarbejde med HOPE-projekt ved professor Michael Bang Petersen (født 1980) og andre ved Aarhus Universitet. HOPE-projektet var med til at sikre dansk internationalt førerskab på indikatorer som tillid til sundhedsfaglige personer og myndigheder, og indsatsen var med til at sikre den høje danske vaccinetilslutning, og dermed at Danmark kom godt igennem pandemien.

Formand for Robusthedskommissionen

Sørens Brostrøm blev i august 2022 udnævnt til formand for regeringens Robusthedskommission sammen med otte faglige eksperter og otte eksperter, der repræsenterede arbejdsmarkedets parter. Kommissionen præsenterede i september 2023 et katalog med 20 konkrete anbefalinger til gennemgribende forandringer på sundheds- og ældreområdet i Danmark, herunder fokus på prioriteringer, anvendelse af digitalisering og ny teknologi, styrkelse af karriereveje og arbejdstilrettelæggelse og øget mobilitet med arbejdskraft fra udlandet.

Søren Brostrøm har skrevet en børnebog om kroppen: Søren Brostrøm fortæller om knogler, organer og vores seje immunforsvar, der udkom foråret 2023.

Hædersbevisninger

Søren Brostrøm er ridder af Dannebrogordenen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig