Faktaboks

Sønder Lem Kirke
Sogn
Sønder Lem Sogn
Provsti
Ringkøbing Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Ringkøbing-Skjern Kommune
Sønder Lem Kirke
Kirkens hovedindgang er i tårnet fra 1924 (tegnet af Flemming Geill). Et ældre tårn med højt spir blev nedbrudt omkring år 1800. Foto: 2006.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Sønder Lem Kirke er en sognekirke, der ligger knap 6 km øst for Ringkøbing Fjord på landevejen mellem Skjern og Ringkøbing. Kirken, der også kaldes Højmark Kirke efter den omgivende landsby, ligger i den sydøstlige udkant af bebyggelsen.

Kirkegården

Kirkegården med østudvidelse hegnes af stendiger. Mod syd er bevaret en muligvis senmiddelalderlig køre- og gangport af kvadre og munkesten med falsede (dvs. at de har et retvinklet indsnit), rundbuede åbninger.

Kirkebygningen

Bygningen består af kor og skib fra romansk tid, hvortil knytter sig en antagelig senmiddelalderlig vestforlængelse og et våbenhus. Kirkens hovedindgang er i tårnet fra 1924 (tegnet af Flemming Geill). Et ældre tårn med højt spir blev nedbrudt omkring år 1800.

Kirkens ældste dele er af granitkvadre over en profileret dobbeltsokkel. Af oprindelige vinduer ses på korets østgavl et vindue, der er tilmuret, mens to vinduer i skibets nordside er i brug. Yderligere et vindue i skibets sydside er bevaret som indvendig niche over syddøren, der endnu er i brug, mens norddøren er afblændet. Ud for denne har der dog tidligere været en tilbygning.

Vestforlængelsen er ligeledes af kvadre, som muligvis stammer fra en nedlagt kirke, over dobbeltsokkel. Denne har dog en anderledes profilering i forhold til østendens. Våbenhuset, der formentlig er lige så gammelt som vestforlængelsen, er delvist opført af granitkvadre, herunder flere sokkelsten. I våbenhusets indre er der oprindelige, murede vægbænke.

Også kirkens indervægge er af granitkvadre og ikke af rå kamp, hvilket ellers er mest almindeligt. Kor og skib har bjælkelofter og forbindes af en rundbuet korbue med profilsokkel og kragbånd (dvs. de nederste sten, som buen hviler på) med indbyrdes afvigende profilering.

Kalkmalerier

Kalkmalerier i Sønder Lem Kirke

Midten af nordvæg. To heste og dobbeltkors.

Kalkmalerier i Sønder Lem Kirke
Af .
Kalkmalerier i Sønder Lem Kirke

Plettet hest med fugl på tredelt hale.

Kalkmalerier i Sønder Lem Kirke
Af .
Kalkmalerier i Sønder Lem Kirke

Kalkmaleri med mindre skader i farve- og pudslag. Det forestiller agterstavnen af et skib, som muligvis er en kogge, et bredt, fladbundet skib med rette stævne og høje skibssider.

Kalkmalerier i Sønder Lem Kirke
Af .

Ved en restaurering i 1976 kom en række fragmenterede malerier fra sengotisk tid frem på skibets nordvæg. Blandt disse var to heste, et dobbelt- eller patriarkalkors og længst mod vest agterstavnen af et skib, muligvis en kogge.

Kirkens inventar

Kirkens ældste, endnu eksisterende inventar udgøres af døbefonten, der på kummen smykkes af en arkaderække under rankeslyng. Desuden findes her en sjælden klokke fra 1200-tallet, og fra sengotisk tid stammer et krucifiks, der nu er ophængt på nordvæggen samt en degnestol (kirkesangerens stol i kirken).

Skriftestolen er fra omkring år 1600. Den rigt udformede prædikestol bærer årstallet 1618, og altertavlen er fra samme periode. Dens stor- og topstykke har et maleri af Nadveren i midtfeltet, Korsfæstelsen og Opstandelsen øverst, og i sidevingerne ses figurer, der illustrerer dyderne.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig