Ruth Berlau

I 1930 var Ruth Berlau blevet medlem af DKP, og samme år medvirkede hun i Forsøgsscenens opsætning af Bertolt Brechts Trommeln in der Nacht (danske titel De – anarkist), der var iscenesat af Per Knutzon. I 1933 lærte hun den landflygtige tyske forfatter selv at kende, kort efter at Brecht var kommet til Thurø.

I 1940 fulgte hun Brecht som medarbejder (og elskerinde) på hans videre flugt for nazismen over Finland til USA. I 1948 fulgte hun ham til DDR. Efter Brechts død i 1956 blev hun boende i Østberlin med hyppige afstikkere til København.

Ruth Berlau medvirkede 1932-1940 overvejende i mindre roller, i en række forestillinger på Det Kongelige Teater og i 1935 som stuepige i Paul Fejos' (1897-1963) film Det gyldne Smil.

Fra 1933 engagerede hun sig desuden i kommunistisk arbejderteater. Hun skrev romanen Videre — (1935) og sammen med Brecht Ethvert dyr kan det (1940, under pseudonym). Brechts skuespil Den kaukasiske kridtcirkel (1944, på dansk 1963) blev til i et nært samarbejde med hende.

I USA påbegyndte Ruth Berlau en systematisk fotodokumentation af Brechts iscenesættelser (bl.a. Charles Laughton som Galileo i 1947).

Bitterhed satte sammen med psykisk uligevægtighed og alkoholmisbrug i stigende grad præg på hende, navnlig efter Brechts død, da hun følte sig tilsidesat af kredsen omkring Helene Weigel, Brechts enke.

Ruth Berlaus efterladte erindringer og notater, udgivet med mange fotos under titlen Brechts Lai-tu (1985, på dansk 1986), spejler på subjektiv vis et lidenskabeligt levnedsløb og de dramatiske, verdenshistoriske rammer herfor.

• Bertolt Brecht
• Tysklands teater
• teater i Danmark