Rusland - biblioteksvæsen

Rusland - biblioteksvæsen, Der har siden 1994 eksisteret to nationalbiblioteker, begge med pligt til at samle, opbevare og tilgængeliggøre et eksemplar af alt, hvad der udgives i Rusland. Det Russiske Statsbibliotek (1925-91, Leninbiblioteket) i Moskva, grdl. 1862, rummer ca. 40 mio. enheder (1999).

Det Russiske Nationalbibliotek i Sankt Petersborg (1925-92, Saltykov-Sjtjedrin-biblioteket), grdl. 1795 som det første med national pligtaflevering, blev 1814 åbnet for publikum og rummer i alt ca. 30 mio. enheder inkl. landets største håndskriftsamling.

Efter Oktoberrevolutionen nationaliseredes alle biblioteker, og mange private samlinger beslaglagdes. Sovjetstyret lagde stor vægt på at udvikle biblioteksvæsenet, både det faglige og det folkelige. Antallet af biblioteker voksede fra ca. 13 000 i 1914 til ca. 130 000 i hele Sovjetunionen kort før opløsningen i 1991.

Videnskabsakademiernes biblioteker, der er af stor betydning for forskningen, led et stort tab, da det største af dem (i Leningrad/Sankt Petersborg) mistede 3 mio. bind ved en brand i 1988.

Læs mere om Rusland.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig