I 1970 var middellevetiden for mænd i Rumænien 65,7 år og i 1996 65,1. For kvinder var de tilsvarende tal 70,3 og 72,8. Spædbørnsdødeligheden i 1996 var 22,3 pr. 1000 levendefødte, mere end tre gange højere end den danske, men dog et fald fra 49,3 i 1970. Abort var strengt forbudt før 1990, men i 1996 var der ca. to aborter for hver fødsel.

Ca. 2/3 af alle dødsfald skyldes hjerte-kar-sygdomme, og andelen er fortsat stigende. Forekomsten af tuberkulose er tiltagende, og i 1996 var der 107 tilfælde pr. 100.000 indbyggere, dvs. ti gange så mange som i Danmark. Et særligt problem udgør hiv-smitte hos børn, idet man anslår, at ca. halvdelen af alle smittede børn i Europa er rumænske. Smitten var dels forårsaget af anvendelse af blodtransfusion til at korrigere fejlernæring, dels af mangel på sterilt engangsudstyr.

Rumænien brugte i 1990'erne ca. 3% af BNP på sundhedsvæsenet, og alle midler blev fordelt fra det centrale sundhedsministerium til regionerne. I 1996 havde landet 76 sygehussenge pr. 10.000 indbyggere og i 1995 20 læger, af hvilke 41% er praktiserende læger, og 57 sygeplejersker pr. 10.000 indbyggere i det offentlige sundhedsvæsen. Sygehusene suppleres med et stort antal poliklinikker med speciallæger og ca. 6000 klinikker med praktiserende læger.

I 1990'erne er der åbnet en række private lægeklinikker, der ikke er undergivet regulering. Med virkning fra 1999 introduceredes en tvungen sygeforsikringsordning baseret på betaling af 14% af lønnen til et centralt fond, som er ansvarligt for distribution af midlerne til regionernes sundhedsvæsen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig