Rudolf Rasmussen, 1880-1944, dansk møbelfabrikant. Faderen, snedkermester Rudolf Rasmussen (1838-1904), oprettede i 1869 eget firma i København, der specialiserede sig i finere møblementer, tegnet af tidens kendte skønvirkearkitekter. Efter faderens død blev firmaet overtaget af Rudolf Rasmussen og broderen Victor Rasmussen (1882-1955). Man lagde vægt på godt træ og gedigne udførelser, fra ca. 1920 i tæt samarbejde med bl.a. Kaare Klint og senere med Mogens Koch og andre af den klassiske modernismes møbelarkitekter. Rasmussen var aktiv inden for snedkerlavet og andre kunstindustrielle organisationer. Firmaet, Rud. Rasmussens Snedkerier, der stadig er i familiens eje, fremstiller fortsat en række af de kendte danske møbler.