Rudolf Breitscheid, 1874-1944, tysk socialdemokratisk politiker. Breitscheid var først liberal, men skiftede til SPD i 1912. Under 1. Verdenskrig tilsluttede han sig det venstreorienterede parti USPD og var fra november 1918 til februar 1919 indenrigsminister i den preussiske revolutionsregering. I 1920 blev han medlem af den tyske rigsdag, hvor han fra 1922 atter repræsenterede SPD. Efter nazisternes magtovertagelse flygtede Breitscheid til Frankrig, men udleveredes til Gestapo i 1940. Han omkom i 1944 i kz-lejren Buchenwald.