Rubem Fonseca var en brasiliansk forfatter, oprindelig uddannet inden for politiet. Erfaringer herfra spiller en ikke uvæsentlig rolle i hans mange romaner, noveller og filmmanuskripter. Fonseca går dog langt videre, fx i romanen Agosto (1990) om præsident Vargas' tragiske endeligt i august 1954. A grande arte (1983, dansk Den artistiske morder, 1990) giver et repræsentativt indtryk af Fonsecas brutale, nyrealistiske fortællemåde. I 2003 modtog Fonseca de portugisisktalende landes fornemste litterære pris, Camões-prisen.