Artikelstart
Royal Shakespeare Company, britisk teater, grundlagt 1879 som Shakespeare Memorial Company; med hovedsæde på Shakespeare Memorial Theatre i Stratford-upon-Avon fungerede det som en slags uofficiel britisk nationalscene, hvor William Shakespeares værker udgjorde kernen i repertoiret.
Med instruktøren Peter Hall som ny chef fra 1960 blev Shakespearetraditionen fornyet, teater og kompagni skiftede i 1961 navn til Royal Shakespeare Company and Theatre, og teatrets faste ensemble fik sideløbende med Stratford et andet hjemsted på Aldwych Theatre i London.
Med et åremålsengageret, fast kunstnerensemble vekslede repertoiret på de to spillesteder mellem Shakespeare og de moderne britiske og udenlandske forfattere. 1982-2002 holdt Royal Shakespeare Company til i det nybyggede Barbican Centre samt på efterhånden tre scener i Stratford.
I 2002 opgav man det faste tilholdssted i Barbican og spiller nu på forskellige teatre i London. Siden 1977 har byen Newcastle desuden været et fast spillested for kompagniet.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.