Roy Emerson, f. 1936, australsk tennisspiller. Med i alt 28 titler er Emerson den mest vindende mandlige tennisspiller i Grand Slam®-turneringerne. 12 af titlerne blev vundet i single: seks i Australian Open (1961, 1963-67), to i French Open (1963 og 1967), to i US Open (1961 og 1964) og to i Wimbledon (1964-65). Emerson var eminent i double og vandt French Open seks gange i træk 1960-65 med fem forskellige partnere. Alle sejre faldt dog i en periode, hvor de professionelle var udelukket fra disse turneringer. Otte gange var Emerson med på Australiens vindende Davis Cup-hold (1959-62 og 1964-67).