Rouben Mamoulian, 1898-1987, amerikansk teater- og filminstruktør. Mamoulian, der var armensk-russisk født, kom i 1923 til USA via England og fik først succes som teaterinstruktør. Han debuterede som filminstruktør i tonefilmens tidlige år med melodramaet Applause (1929) og fortsatte med gangsterfilmen City Streets (1931, Storbyens Hajer), gyseren Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1932, Dobbeltmennesket Dr. Jekyll og Mr. Hyde) og den romantiske musikkomedie Love Me Tonight (1932, Prins for en Dag) med Maurice Chevalier. Blandt hans øvrige, altid stilistisk virtuose film er Queen Christina (1933, Dronning Christina) med Greta Garbo og Becky Sharp (1935), den første spillefilm i Technicolor. Hans sidste film var Silk Stockings (1957, Silkestrømper), en musical-udgave af Lubitsch-filmen Ninotschka fra 1939. Mamoulian lavede i 1943 teateropsætningen af Rogers og Hammerstein-musicalen Oklahoma!, en af Broadways største succeser.
Rouben Mamoulian
Faktaboks
Rouben Mamoulian
- Født
- 1898
- Død
- 1987
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.