Rote Armee Fraktion

Rote Armee Fraktion. RAFs aktioner foranledigede den største menneskejagt i Vesttysklands historie. Bl.a. blev efterlysningsplakater som denne fra 1972, der tilbyder 100.000 D-mark i dusør for oplysninger, der kan føre til pågribelse af de eftersøgte anarkistiske voldsforbrydere, ophængt på offentlige steder. På plakaten er der billeder af RAFs førstegeneration, Baader-Meinhof-gruppen.

.

Rote Armee Fraktion, RAF, tysk venstreekstremistisk terrororganisation. RAF, hvis oprindelige kerne var kendt som Baader-Meinhof-gruppen, førte fra ca. 1970 som byguerilla en væbnet kamp mod det "kapitalistiske og imperialistiske system".

Faktaboks

etymologi:
Rote Armee Fraktion er tysk, af Rote Armee 'røde hær', jf. Brigate Rosse og Røde Hær),

Aktionerne omfattede brand- og sprængstofattentater mod bl.a. vesttyske og amerikanske militærinstallationer og firmaer, bortførelse og drab, gidseltagning og flykapring. Gruppen samarbejdede bl.a. med arabiske terrorgrupper og havde i begrænset omfang støtte fra Stasi i DDR. Efter Baader-Meinhof-gruppens fængsling i 1972 fremstod en andengeneration af venstreterrorister.

Andengenerationsgruppens kamp kulminerede med offensiven i 1977 med flere mord. Med gidseltagningen og mordet på den tyske arbejdsgiverformand Hanns-Martin Schleyer (1915-77) og kapringen af et Lufthansafly forsøgte den at gennemtvinge frigivelsen af Baader-Meinhof-gruppen. Den vesttyske stat gav imidlertid ikke efter, og RAFs kamp aftog i intensitet.

Efter DDRs opløsning bortfaldt støtten til RAF, og ti tidligere medlemmer blev arresteret i Østtyskland. En tredjegeneration gennemførte i 1990'erne enkelte aktioner. I 1998 bekendtgjorde organisationen, at den opløste sig selv. RAF omfattede næppe på noget tidspunkt mere end 20-30 aktive personer; dens kamp kostede i alt ca. 50 mennesker livet, hvoraf 33 var ofre for bevægelsens aktioner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig