Rota Sacra Romana, pavelig domstol, oprettet i 1200-t. især med henblik på sager, der blev appelleret til paven som øverste dommer i den katolske kirke. Betegnelsen Rota anvendtes først i 1300-t., muligvis fordi der i gulvet i retssalen i pavepaladset i Avignon var indlagt et hjulformet mønster af marmor.

Faktaboks

Etymologi
Rota Sacra Romana er latin og kommer af rota 'hjul', her i betydningen 'kreds, forsamling', og sacra 'hellig' og Romana 'romersk'.

I senmiddelalderen synes domstolen næsten udelukkende at have afgjort sager om kirkelige indtægter. I løbet af 1400-t. og de følgende århundreder kom domstolens virksomhed hovedsagelig til at omfatte sager fra Kirkestaten, der blev appelleret til paven som territorialfyrste. Med Kirkestatens ophør i 1870 ophørte også denne pavelige domstol. Den nuværende Rota Sacra Romana er oprettet 1908 og fungerer især som appeldomstol i ægteskabssager.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig