Roseromanen

Artikelstart

Roseromanen er en fransk allegorisk roman i to dele, fra ca. 1230 og ca. 1275. Guillaume de Lorris er forfatter til første del, der omfatter ca. 4000 vers. Her etableres drøm og allegori som ramme: En ung mand træder ind i en have, hvor han ved Narcissuskilden bliver forelsket i en rosenknop, da Amor skyder sine pile af.

Faktaboks

Også kendt som

på fransk: Roman de la Rose

Han søger at nå rosen og hjælpes af den høviske kærlighedsmetaforiks personificerede dyder, mens lasterne spærrer ham vejen. Fortællingen slutter, inden hans begær opfyldes.

Jean de Meungs fortsættelse er på ca. 18.000 vers i skolastisk stil. Hans del slutter med defloreringen af den nu udsprungne rose og elskerens opvågnen. Denne del er præget af digressioner om lærde emner som fx kosmologi, naturfilosofi og moral, og Roseromanen blev da også læst som en encyklopædi over al tidens viden.

De mere end 300 manuskripter viser dens succes. I år 1401 udløste Christine de Pisan "Striden om Roseromanen" i det intellektuelle miljø i Paris, da hun angreb Jean de Meung for kvindehad og usædelighed. Hun blev støttet bl.a. af teologen Jean Gerson.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig