Roscommon

Roscommon.

.

Artikelstart

Roscommon, irsk Ros Comáin, amt (county) i provinsen Connaught i NV-Irland; 2547 km2, 64.100 indb. (2011). Størstedelen af amtet ligger mellem floderne Shannon og Suck. Landskabet er en blanding af kalkstensplateauer i 60-120 m højde og mellemliggende dale med tørvemose, fugtige enge og mange søer. Af istidsaflejringer udvindes grus. Generelt er jorden ufrugtbar; undtaget er kalkstensområdet The Plains of Boyle i amtets nordøstlige del, hvor der dyrkes foderafgrøder. Ca. 1/4 af amtets areal er mose, og resten bruges primært til græsning af får og kvæg, mens en lille del bruges af små landbrug til dyrkning af kartofler og havre. Landbruget er dog fortsat et vigtigt erhverv i amtet, selvom industrien er i vækst med fremstilling af mosaiksten, plastic- og lædervareindustri samt fremstilling af maskiner til tekstilindustri.

Handelsbyen Roscommon (1700 indb.) er det administrative center. Her afholdes også bl.a. uld- og fåremarkeder. Byen har jernbaneforbindelse til Dublin.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig