Ronquières-projektet, (efter den nærtliggende landsby Ronquières), sluseanlæg på Bruxelles-Charleroi-kanalen 30 km syd for Bruxelles i den belgiske region Vallonien. Anlægget, der er bygget 1968, har bevægelige kamre, som gør det muligt for flodpramme på op til 1350 t at overvinde en højdeforskel på 68 m i kanalen. Skibene sejler ind i et af to bevægelige, 91 m lange, vandfyldte stålkamre, som bevæges skråt opad eller nedad og således hæver eller sænker skibene.