Romerriget - religion

Romersk religion har, som den fremtræder i historisk tid, modtaget stærke påvirkninger udefra, ikke mindst fra græsk religion og mytologi og fra etruskisk religion.

Den ældste romerske religion har sandsynligvis været uden en egentlig mytologi; den guddommelige magt, numen, manifesterede sig i form af talrige særguder, guddomme, der var knyttet til livets forskellige funktioner, fx de 'såguder', semones, der påkaldes i arvalbrødrenes sang til guden Mars, Carmen Arvale, siden fulgt af mange personifikationer af abstrakte begreber: Pax, Concordia, Spes (fred, enighed, håb) mfl.

I kulten knyttet til den enkelte husstand dyrkedes penater og larer, som beskyttede jord og forråd, samt husherrens genius, der betragtedes som indbegrebet af familiens kraft. Religionen udfoldede sig især gennem de årligt tilbagevendende fester, feriae (se romerske fester).

I tidlig tid har guderne Jupiter, Mars og Quirinus haft en særlig betydningsfuld kult. I senere tid spillede Jupiter, Juno og Minerva (den såkaldte kapitolinske triade), som dyrkedes i fællesskab på Capitol i Rom, den største rolle. Også i provinsbyerne fandtes templer for den kapitolinske triade, normalt på byens forum.

Den offentlige gudsdyrkelse varetoges af præsteskaber, collegia eller sodalitates. Størst politisk betydning havde pontifexernes kollegium, som havde opsynet med det øvrige religionsvæsen. I spidsen stod pontifex maximus, som havde embedslokale i regia på Forum Romanum nær Vestatemplet. Vestalinderne, der varetog kulten, herunder passede den evigt brændende ild, der gjaldt som en garant for statens beståen, nød hele antikken igennem stor anseelse.

Divination, dvs varseltagning og varseltolkning, spillede en stor rolle i det offentlige liv. Augurernes kollegium indhentede fuglevarsler efter bestemte, ældgamle ritualer og tolkede også spontant indtrufne fuglevarsler. De etruskiske haruspexer tog varsler af offerdyrenes indvolde.

En samling af nedskrevne orakelsvar fandtes i De Sibyllinske Bøger (se Sibylle); at rådspørge dem krævede en senatsbeslutning. I krisesituationer har man på grundlag af sådanne forespørgsler indført fremmede kulter.

Den frygiske gudinde Kybele blev under navnet Magna Mater officielt modtaget i Rom 204 f.v.t., under Den 2. Puniske Krigs nødtilstand. Kulten vedblev at have fast plads i den romerske statsreligion med festen Ludi Megalenses i april, samtidig med at man fra officiel side var meget restriktiv over for de ekstatiske træk, som de frygiske præster medbragte.

Dyrkelsen af Dionysos/Bacchus kom til Rom via Campanien og Etrurien. Den omfattede indvielser og ekstatiske oplevelser, bl.a. ved natlige bacchanalia, som myndighederne var meget betænkelige ved, og i 186 f.v.t. skred konsulerne ind med en stærkt restriktiv regulering af denne religionsudøvelse, der blev behandlet og betragtet som statsfarlig.

I senrepublikken og kejsertiden kom andre kulter til fra østen. Fælles for dem var, at de i modsætning til den gamle statskult appellerede til det enkelte menneske med løfte om personlig frelse for den indviede, som regel i form af et liv efter døden. Særlig tydeligt ses det i mysteriereligionernes optagelsesritualer og lukkede selskaber, der også fungerede som socialt netværk for de troende. Se Isis, Mithra (Mithras) og Sol Invictus.

En vis spredning fandt sted af lokale guder som den keltiske Epona og den syriske Atargatis. Den romerske statsmagt udviste en polyteistisk tolerance over for de nye bevægelser og kom kun sjældent i konflikt med de nye religioners udøvere. Nogle lokale guder blev tolket som alternative fremtrædelsesformer af allerede kendte italisk-romerske guder (interpretatio romana).

I republikkens sidste århundrede var den romerske religion i forfald. Mange kulter blev forsømt, og det var svært at besætte præsteembederne. Augustus forsøgte at genrejse den gamle religion. Han restaurerede forfaldne templer, byggede nye og søgte at skabe ny prestige omkring de gamle præsteskaber, bl.a. de ovennævnte arvalbrødre. Endvidere gav han tilladelse til templer for Roma et Augustus, se nedenfor.

Trods kejsermagtens forsøg på at give den italisk-romerske religion nyt liv kom fremmede guder efterhånden til at danne fundamentet i det religiøse liv i Romerriget, og fra 392 e.v.t. var kristendommen eneste tilladte religion.

Den romerske kejser dyrkedes som en gud ved ofringer, tempelbyggerier, festlege o.l. Mange byer havde et tempel for Roma et Augustus, og et embede som kejserpræst (sevir augustalis) var eftertragtet som et springbræt til socialt avancement.

Tidligere forestillinger om, at egentlig guddomsdyrkelse af den regerende kejser kun eller overvejende fandtes i græske eller barbariske områder, dvs. blandt Roms undersåtter, men ikke i det romerske kerneområde Italien, lader sig ikke længere opretholde. I det romerske forfatningssystem i selve Rom kunne kejsere dog først deificeres efter deres død, hvilket skete ved senatsdekret.

Fra midten af 1. århundrede e.v.t. var der kristne i Rom og i rigets østlige provinser, og fra 100-tallet e.v.t. også i de vestlige. De kristne var en ugleset minoritet og oplevede jævnligt chikane eller forfølgelse fra de lokale myndigheders side (se kristenforfølgelser), men først fra midten af 200-tallet e.v.t. finder systematiske forfølgelser, som omfatter hele riget, sted. Kravet til de kristne var at bringe et offer til kejseren; nægtede de, kunne de blive straffet med døden.

311 e.v.t. udstedte kejser Galerius et edikt, som tillod de kristne at dyrke deres tro offentligt. Fra 392 var kristendommen i sin nikænske form rigets eneste tilladte religion, og hedensk kult i det offentlige rum ophørte.

Romersk og nordisk religion

Kejserkult

martyrer

Konstantin den store