naturvidenskab og teknologi i Romerriget

Romerne var, trods nære forbindelser til græsk kultur, fremmede over for grækernes form for videnskab. De ignorerede videnskabelige områder som matematik, astronomi og anatomi, mens de havde større interesse for praktisk viden inden for teknologi, medicin og astrologi. Det er karakteristisk, at de teknisk avancerede værker af astronomerne Eudoxos og Hipparchos forblev ukendte for romerne, mens de oversatte og kommenterede mere populære tekster. Blandt de vigtigste romerske popularisatorer var Plinius d.æ., hvis Naturalis historia (1. årh. e.v.t.) gav en encyklopædisk behandling af eksisterende viden, men uden originale eller dybtgående bidrag. Lucrets' De rerum natura (Om verdens natur, 1. årh. e.v.t.) var en poetisk popularisering af Demokrits og Epikurs atomlære.

Der var kun få romerske opfindelser, men til gengæld en kraftig udvidelse og organisering af teknologi inden for en række områder. De romerske arkitekter fungerede som ingeniører og teknikere. Vitruvius' De Architectura (1. årh. e.v.t.) gav opskrifter på konstruktion af mange maskiner, bl.a. vandure, kraner og katapulter. Romersk teknologi var statsligt organiseret og markerede sig især inden for vej- og brobygning, metallurgi, bjergværksdrift og konstruktion af kanaler og tunneler. Romerne påbegyndte en større produktion af metaller, bl.a. sølv, bly, tin og kviksølv. Sølvminerne i Spanien havde dybder på indtil 200 m og gjorde brug af dræningssystemer baseret på arkimediske skruer. Vandmøller blev anvendt i betydeligt omfang og var i enkelte tilfælde dele af industrilignende anlæg. Den berømte romerske vandforsyning omfattede et stort system af vandledninger, der på kejser Trajans tid alene i Rom havde en længde på 458 km (se også vandforsyning).