I kraft af den betydning, Rom har haft for kristendommen, er især kirkemusikken i tidens løb blevet påvirket af de strømninger, der udgik fra byen. Den gammelromerske sang blev således under indflydelse af den gallikanske tradition fra 700-t. udviklet til den gregorianske sang. Ligeledes blev den vokalpolyfone stil, som blev dyrket i flere af byens kirker, kendt under betegnelsen romerskolen, normgivende for talrige komponister, endog langt uden for Italiens grænser. Inden for genrer som sonate og concerto grosso (Arcangelo Corelli), oratorium (Giacomo Carissimi), verdslig kantate og især opera (bl.a. Luigi Rossi, Alessandro Scarlatti, senere Gioacchino Rossini og Giuseppe Verdi) har musiklivet i Rom spillet en fremtrædende rolle. Omvendt har talrige udenlandske komponister og musikere i kortere eller længere tid opholdt sig i Rom (bl.a. Georg Friedrich Händel, Felix Mendelssohn Bartholdy, Hector Berlioz, Richard Wagner, Peter Heise og Claude Debussy). Til byens vigtige musikinstitutioner hører Accademia di Santa Cecilia og Accademia Filarmonica Romana, grundlagt 1821 med henblik på koncert- og operaopførelser.

Læs videre om Roms historie eller læs om Rom generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig