Rolf H. Nevanlinna, Rolf Herman Nevanlinna, 1895-1980, finsk matematiker, professor ved Helsinkis universitet 1926-46 (rektor 1941-45) og ved Zürichs universitet 1946-63. Nevanlinna arbejdede især med kompleks funktionsteori. I 1922 beskrev han løsningsmængden til det indeterminerede momentproblem ved hjælp af en klasse holomorfe funktioner. Kort derefter udviklede han den banebrydende teori for meromorfe funktioners værdifordeling, som er knyttet til hans navn.