Faktaboks

Roger Milla

Albert Roger Mooh Miller

Født
20. maj 1952
Roger Milla
Roger Milla runder den colombianske målmand Jose Higuita (f. 1966) i ottendedelsfinalen mellem Cameroun og Colombia ved VM i 1990.
Roger Milla
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Roger Milla er en forhenværende camerounsk fodboldspiller, der i sin professionelle karriere spillede for bl.a. AS Monaco og AS Saint-Étienne i den franske Ligue 1. I perioden 1978-1994 spillede han desuden 102 landskampe og scorede 28 mål for Cameroun. I både 1984 og 1988 var han med til at vinde Africa Cup of Nations.

Roger Milla var en af de første store afrikanske fodboldstjerner og blev to gange kåret til Årets Fodboldspiller i Afrika (1976 og 1990). I 2006 blev han desuden udnævnt til 1900-tallets største afrikanske fodboldspiller.

Roger Millas klubkarriere

Roger Milla blev født i Camerouns hovedstad Yaoundé og skrev sin første kontrakt med klubben Eclair de Douala i 1965.

Roger Milla var siden hos Leopard de Douala i årene 1971-1974, som han blev camerounsk mester med i både 1972 og 1973. Efter dette ophold blev han solgt til hovedstadsklubben Tonnerre de Yaoundé, hvor han spillede fra 1974 til 1977 og bl.a. opnåede titlen Årets Spiller i Afrika i 1976.

I 1977 fortsatte Roger Millas karriere i fransk fodbold hos Valenciennes, AS Monaco, SC Bastia, AS Saint-Étienne og Montpellier frem til 1989, hvor han efter forskellige klubophold på bl.a. øen Réunion i Det Indiske Ocean endte i indonesisk fodbold hos Pelita Jaya fra 1994 til 1996 og hos Putra Samarinda fra 1996 til 1997. Han var med til at vinde den franske pokalturnering to gange – med Monaco i 1980 og med Bastia i 1981.

Roger Millas landsholdskarriere

Roger Milla og Oleg Salenko
Roger Milla og Oleg Salenko (f. 1969) efter VM-kampen mellem Cameroun og Rusland i 1994. Salenko satte VM-rekord ved at score 5 af Ruslands 6 mål i kampen. Roger Milla blev i samme kamp den ældste målscorer nogensinde ved et VM.
Roger Milla og Oleg Salenko
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Roger Milla var en del af det camerounske landshold, der første gang kvalificerede sig til et VM i fodbold i 1982, og som vandt det afrikanske mesterskab i 1984 og 1988. Han var også med ved De Olympiske Lege i 1984.

Roger Milla var egentlig stoppet på landsholdet, men indvilgede i 1990 i at indgå i Camerouns trup ved VM i Italien, og her fik han som 38-årig et større gennembrud med fire scoringer og en smittende positiv tilgang til fodbold, der gav de afrikanske hold stor opmærksomhed. Milla scorede to mål i Camerouns 2-1-sejr over Rumænien i gruppespillet og to mål i 2-1-sejren over Columbia i ottendedelsfinalen. Cameroun nåede som det første afrikanske landshold nogensinde frem til kvartfinalen, hvor de dog tabte 3-2 til England efter forlænget spilletid.

Roger Milla deltog også i VM-slutrunden i 1994, hvor han i en alder af 42 år blev den ældste målscorer ved et VM. Det skete, da han scorede Camerouns enlige mål i 6-1-nederlaget til Rusland i gruppespillet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig