Faktaboks

Roderick MacKinnon
Født
19. februar 1956

Roderick MacKinnon, f. 19.2.1956, amerikansk biofysiker, professor i molekylær neurobiologi og biofysik ved Rockefeller University i New York, USA, fra 1996.

Roderick MacKinnon har studeret mekanismen i de ionkanaler i levende organismers cellevægge, som tillader visse ioner at passere ind i og ud af cellen, mens andre ioner eller molekyler holdes tilbage. Siden 1950'erne har det været kendt, at de elektriske signaler i nerverne skyldes iontransport af især natrium- og kaliumioner mellem cellens ydre og indre. Men hvordan en ionkanal kan skelne mellem to næsten ens ioner, har været et mysterium. MacKinnon kortlagde i 1998 vha. røntgendiffraktion strukturen, atom for atom, af et membranprotein, som virker som ionfilter, der tillader kaliumioner at passere, men ikke natriumioner. Det viste sig, at det var afstanden mellem ionfilterets iltatomer, der var afgørende for filterets funktion. Når kalium- og natriumioner findes i vandig opløsning, omgiver de sig begge med fire vandmolekyler med bestemte afstande til vandets iltatomer, mindre afstand for den mindre natriumion end for kaliumionen. Og netop for kaliumionen passer strukturen og afstanden med ionfilterets iltatomer, så den uden at ionens omgivelser ændres kan passere kanalen. Natriumionen derimod kan ikke "tilpasse " sig de ændrede omgivelser og forhindres i at passere.

For denne opdagelse fik Roderick MacKinnon nobelprisen i kemi i 2003 sammen med Peter Agre, som havde forklaret mekanismen i det membranprotein, der virker som cellevæggens vandkanal (aquaporin).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig