Robin van Persie

Robin van Persie,

Robin Lex van Persie, f. 6.8.1983, hollandsk fodboldspiller. Robin van Persie blev født i Rotterdam og indledte sin karriere som ungdomsspiller i den lokale klub SBV Excelsior i 1998, der samtidig fungerede som talentfabrik for den større klub Feyenoord.

I 2001 debuterede Robin van Persie som seniorspiller for Feyenoord, og allerede året efter blev han kåret til Årets Talent i hollandsk fodbold, hvor klubben også vandt UEFA Cuppen.

I 2004 rykkede Robin van Persie til Premier League-klubben Arsenal FC, hvor han siden har været en af klubbens centrale angrebsspillere. I Arsenal FC har den teknisk og spilbegavede Robin van Persie bl.a. været med til at vinde FA Cuppen i 2005.

I sæsonen 2011-12 blev han topscorer i Premier League for Arsenal FC, men skiftede efterfølgende i august 2012 til den nordengelske storklub Manchester United.

Robin van Persie har spillet på flere af Hollands ungdomslandshold, og han debuterede på A-landsholdet i 2005, hvor han hidtil (2012) har spillet 65 kampe (28 mål), bl.a. ved VM 2006 og 2010, hvor Holland vandt sølv, samt EM 2008 og 2012.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig