Robin Hood er en engelsk sagnfigur. Han er en sammensat litterær skikkelse skabt på grundlag af århundreders myter og legender: Den adelige, men fredløse engelske middelalderhelt Robin Hood tager fra de rige og giver til de fattige, og sammen med sine lystige svende i Sherwood-skoven kæmper han loyalt for Richard 1. Løvehjerte og mod Sheriffen af Nottingham.

Robin Hood


Den oprindelige figur
Den oprindelige figur kan have været en vis Robert Hood, der dømtes fredløs af myndighederne i York i 1225, og forbrydere, der holdt til i skovene, var velkendte i middelalderen. I anden halvdel af 1200-tallet optræder "Robinhood" som tilnavn, hvilket tyder på, at en legendekreds var under udvikling.
Robin Hood i middelalderen
De første nedskrevne fortællinger om Robin Hood — i form af fortællinger på vers, viser og visebaserede skuespil, beregnet til opførelse ved de folkelige maj- og pinsefester — daterer sig fra senmiddelalderen, dvs. slutningen af 1300-tallet og begyndelsen af 1400-tallet. Forekomsten af Marian, Robin Hoods udkårne, som ikke var med i de tidligste historier, formodes at skyldes indflydelse fra franske hyrdespil. Også Lille-John optræder ikke fra starten, men kun gradvis som Robins mest trofaste følgesvend. Både viser og spil rummer voldelige sammenstød mellem Robin og hans modstandere.
Efter middelalderen
Robin Hood-historier florerer som folkelig litteratur i de følgende århundreder. Mod slutningen af 1500-tallet spilles syv Robin Hood-stykker på teaterscenen i London, bl.a. Robin Hood and Little John fra 1596, hvis manuskript desværre er gået tabt. I den førende engelske Robin Hood-forsker Stephen Knights Robin Hood: A Mythic Biography (2003) diskuteres disse syv skuespil og en lang række andre Robin Hood-fremstillinger. Således optræder en mere og mere jævn og landevejsrøveragtig person i skillingsviser op til 1800-tallet.
I 1800-tallet
Den ædle litterære figur Robin Hood udvikles sideløbende og når den form, der kendes i dag, med Walter Scotts Ivanhoe (1819, dansk 1822). Det er i denne tradition, at Robin sættes definitivt i forbindelse med Richard 1., også kaldet Richard Løvehjerte. Robin Hood gøres til adelsmand og får en social samvittighed. En senere udbredt skildring er Howard Pyles The Merry Adventures of Robin Hood (1883, på dansk Den vidtberømte Robin Hood og hans muntre Eventyr, 1894).
En populær myte i moderne tid

Robin Hood-figuren har dannet baggrund for mange populærkulturelle værker, bl.a. filmatiseringer som Robin Hood (1922) med Douglas Fairbanks i titelrollen og The Adventures of Robin Hood (1938) med Errol Flynn. Flynn regnes af mange for den mest ægte Robin. Også Walt Disneys tegnefilm i spillefilmslængde (1973) er blevet et standardværk om Robin Hood. Nævnes bør endvidere Kevin Reynolds Robin Hood: Prince of Thieves (1991) med Kevin Costner og Ridley Scotts Robin Hood (2010) med Russell Crowe. I 2018 havde Otto Bathursts Robin Hood premiere med Taron Egerton i titelrollen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.