Robin Fåhræus, 1888-1968, svensk læge, professor i patoanatomi i Uppsala 1928-55. Han beskrev i 1921 den undersøgelse, som siden er betegnet sænkningsreaktionen. Ved denne undersøges det, hvor hurtigt de røde blodlegemer sænker sig gennem blodplasmaet i et glasrør, hvis koagulationen er forhindret ved tilsætning af et koagulationshæmmende stof. Ved fx alvorlig infektionssygdom og udbredt kræftsygdom sænker blodlegemerne sig hurtigere end normalt.