Robert Wilson

Faktaboks

Robert Wilson
født:
1941

Robert Wilson, Bob Wilson, f. 1941, amerikansk sceneinstruktør og billedkunstner. Robert Wilson begyndte efter studier i arkitektur og billedkunst som del af 1960'ernes New Yorker-avantgarde at lave sit banebrydende performanceteater, hvor han selv stod for koncept, scenografi, lys og iscenesættelse.

Theater of Images blev betegnelsen for de formstærke, stramt fabulerende, langsomme billedsuiter. Deafman Glance fra 1970 blev med sin skarpt sansende, minimalistiske surrealisme Robert Wilsons internationale gennembrud, og Einstein on the Beach, skabt i 1976 s.m. Philip Glass, blev et nøgleværk for samtiden.

Fra visionære storskalaforestillinger med amatører og dansere som den 12 timer lange The Life and Times of Joseph Stalin, der ved gæstespillet på Det Ny Teater i 1973 fik folk til at udvandre, eller the CIVIL warS, skabt i seks forskellige lande i 1982-84, har billedmagikeren Wilson bevæget sig ind i hjertet af det europæiske teater med iscenesættelser af alt fra William Shakespeare til Richard Wagner samt musicals som The Black Rider (1990, da. 1998) og Woyzeck (2000, begge Betty Nansen Teatret), skabt i samarbejde med Tom Waits, samt Arne Jacobsen-hyldesten The White Town (2002, Bellevue).

I sine forestillinger bruger han ofte lyset som bærende element i strenge, geometriske og voldsomt skønhedsskabende former, der ofte kan gøre hans forestillinger mere æstetisk delikate end egentligt dramatiske.

Sideløbende med teatret har Robert Wilson arbejdet med at iscenesætte museers rum og samlinger, i Danmark i form af udstillingen Anna didn't come home that night (Kunstindustrimuseet, 2000).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig