Robert Owen Keohane, f. 1941, amerikansk politolog; 1985-96 professor ved Harvard University, derefter ved Duke University. Efter at have været redaktør af tidsskriftet International Organization 1974-80 har Keohane arbejdet inden for disciplinen international politik, og han har som en reaktion mod den realistiske skole behandlet vilkår og incitamenter for stater til et fredeligt samarbejde. Vigtige arbejder er Power and Interdependence (1977, s.m. Joseph S. Nye), After Hegenomy (1984) og Power and Governance in a Partially Globalized World (2002).