Robert Nisbet, 1913-1996, amerikansk sociolog, professor ved University of California. Nisbet har været eksponent for konservativ tænkning i USA især i 1960'erne med betoning af autoritet og tilbagevenden til traditionelle værdier. Nisbets understregning af fællesskabets moralske bånd fremgår af hans værker The Quest for Community (1953) og The Social Bond (1970). I The Sociological Tradition (1966), som har haft bred international indflydelse, hævdede han, at sociologiens tradition udgør en konservativ kritik af det moderne samfund.