Robert Neiiendam

Faktaboks

Robert Neiiendam
født:
1880
død:
1966

Robert Neiiendam, 1880-1966, dansk skuespiller og teaterhistoriker; bror til Nicolai og Valdemar Neiiendam, g.m. Sigrid Neiiendam.

Robert Neiiendam debuterede som skuespiller 1899 på Folketeatret og var knyttet til forskellige københavnske teatre frem til 1919. Derefter gæstespillede han i Odense og Aarhus, indtil han i 1926 helt helligede sig den teaterhistoriske forskning.

1922 indviede han Teatermuseet i Hofteatret på Christiansborg; indtil sin død var han museets leder. Herfra bidrog han væsentligt til at levendegøre teaterhistorien dels ved en legendarisk indsamlingsvirksomhed, dels gennem et omfattende teater- og personalhistorisk forfatterskab, der spænder fra enkeltteatres historie, fx Det Kongelige Teaters og Folketeatrets, over forskning i markante eller pikante teaterhændelser til et væld af biografier, især i Dansk Biografisk Leksikon.

Robert Neiiendam var forstander for Det Kongelige Teaters elevskole 1930-50. 1958 blev han æresdoktor ved Københavns Universitet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig