Robert Louis Stevenson

Faktaboks

Robert Louis Stevenson
født:
13. november 1850
død:
3. december 1894

Robert Louis Stevenson.

.

Robert Louis Stevenson, 13.11.1850-3.12.1894, skotsk forfatter, født i Edinburgh. Robert Louis Stevenson blev jurist, men var fra ungdommen tillige skribent og journalist. På grund af dårligt helbred forårsaget af tuberkulose opholdt han sig fra 1880 mest i udlandet.

I Stevensons store produktion indgår både skuespil, digte, noveller og glimrende essays, men han er især kendt for sine handlingsmættede romaner, der tillige for de bedstes vedkommende udmærker sig ved fremragende personkarakteristikker.

Den første var Treasure Island (1883, da. Skatteøen, 1888), der udsprang af et kort over en ø med en nedgravet skat, som han tegnede for sin stedsøn. Bogen er tænkt som ren underholdning, men personerne er skildret med stor psykologisk indsigt, og skurken, Long John Silver med træbenet, kan ses som en forstudie til hovedpersonen i Robert Louis Stevensons The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1886, da. Dr. Jekyll og Mr. Hyde, 1889), en science fiction-roman om personlighedsspaltning.

Den historiske roman Kidnapped (1886, da. Røvet, 1900) handler om den sidste Stuart-opstand i Skotland i 1746 og fortsættes i Catriona (1893, da. 1921). Den ufuldendte, mere realistiske roman The Weir of Hermiston (1896), der udmærker sig ved sin raffinerede brug af skotsk dialekt, anses af mange for at være blandt hans allerbedste.

Robert Louis Stevensons bøger er af eftertiden ofte blevet betragtet som ren underholdning, men forfattere som Henry James og Jorge Luis Borges har tværtimod placeret ham blandt de største engelsksprogede forfattere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig