Robert Ley, 15.2.1890-25.10.1945, tysk politiker. Ley var doktor i kemi og blev medlem af nazipartiet, NSDAP, i 1923. Han var 1925-28 Gauleiter i Rheinland-Süd og indvalgtes i 1930 i Rigsdagen; i 1932 efterfulgte han Gregor Strasser som NSDAPs rigsorganisationsleder. Ley organiserede i 1933 opgøret med fagbevægelsen og blev leder af den nye korporative organisation Deutsche Arbeitsfront, DAF. Under 2. Verdenskrig administrerede DAF bl.a. driften af et stort antal lejre for udenlandske tvangsarbejdere. I maj 1945 blev Ley anholdt af allierede styrker, men før han kunne stilles for krigsforbryderdomstolen i Nürnberg, begik han selvmord.