Robert F. Engle

Faktaboks

Robert F. Engle
født:
1942

Robert F. Engle, f. 1942, amerikansk økonom, 1999-2003 professor i finansiering ved New York University, NY, USA. Inden Robert F. Engle tog en ph.d.-grad i økonomi, havde han fuldendt en mastergrad i fysik. I 1975 kom han til University of California i San Diego (UCSD), hvor han to år senere blev professor i økonometri og var tilknyttet den meget succesfulde gruppe af økonometrikere, der var startet af Clive Granger. Engle og Granger arbejdede begge med studier af økonomiske tidsserier, Engle specielt med tidsserier af økonomiske data med tidsvarierende fluktuationer. Hans metoder har været anvendt inden for en række forskellige samfundsområder, bl.a. inden for finansiering og elselskabers produktionsplanlægning. Han fik sammen med Granger nobelprisen i økonomi i 2003.

Ved siden af sit professionelle arbejde har Robert F. Engle en helt særlig interesse: Han danser isdans og har deltaget i de amerikanske nationale mesterskaber.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig