Robben Island er en ø i Table Bay ud for Cape Town i Sydafrika; 5,7 km2. Den ret flade klippeø er præget af det sommertørre klima. Især tidligere var der her et artsrigt dyreliv, og der er stadig mange pingviner; ofte ses hvaler trække forbi. Øens stenbrud har bidraget med materialer til flere monumentalbygninger i Cape Town.

Robben Island er dog især kendt som fængselsø; siden 1525 har den med kortere afbrydelser huset fanger, men også sindssyge og spedalske. I 1939-1959 var øen et sømilitært anlæg, hvorefter den blev overdraget til fængselsvæsenet, der i 1961 åbnede et maksimum-sikkerheds-fængsel her for det hvide styres modstandere.

Fange nr. 466, Nelson Mandela, kom til Robben Island i 1964 og sad her, indtil han i 1982 blev overført til et fængsel på fastlandet. Trods et meget strengt regime og fysisk hårdt arbejde opbyggede de politiske fanger det, der blev kaldt ANC's politiske universitet. Fængslet for politiske fanger blev lukket i 1991, og øen er siden 1996 museum og mindesmærke for kampen mod apartheid.

Robben Island er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig