Rispebjergsandsten, 2-3 m tykt sandstenslag, som overlejrer de grønne skifre på Bornholm og danner et lille vandfald ved Kalbygård i Læså. Sandstenen består af meget afrundede og lige store kvartskorn fra omlejret, vindpoleret ørken- eller klitsand, der formentlig er afsat i en kystzone under aftagende havdybde. Svovlkiskonkretioner i laget giver forvitringsoverfladerne et brunplettet udseende, såkaldt leopardsandsten. Der er fundet meget få fossiler (hyolitter), og sandstenen har ikke nøje kunnet aldersbestemmes, men er generelt henført til yngste del af Tidlig Kambrium (ca. 530 mio. år før nu), da havniveauet faldt.