Rijeka, (ital. Fiume), by ved Adriaterhavet og center for det centrale og vestlige Kroatien 130 km SV for Zagreb; 129.000 indb. (2011). Den er Kroatiens vigtigste havneby med flådestation, skibsværft og olieraffinaderi. Desuden er der bl.a. maskinindustri og kemisk industri. I den gamle bydel ligger fæstningen Trsat på et højdedrag. Bydelen rummer også Sankt Vitus-kirken fra 1600-t. og en række barokbygninger. Desuden findes teater og flere museer.

Fra 200-t. fandtes her en romersk by, Tarsatica. Byen kom 1466 under habsburgerne. Den blev frihavn i 1717 og fik selvstyre i 1779. Fra 1814 var byen skiftevis under østrigsk, ungarsk og kroatisk herredømme. Efter 1. Verdenskrig var Rijeka omstridt mellem Italien og Jugoslavien (se Fiume); den tilfaldt Italien i 1924 og kom efter 2. Verdenskrig til Jugoslavien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig