Faktaboks

Richard Tauber
Født
1891
Død
1948

Richard Tauber, egl. Ernst Denemy, 1891-1948, østrigsk tenor. Richard Taubers debut i 1913 blev så stor en succes, at han endnu samme år fik kontrakt ved operaen i Dresden. Efter gæsteoptræden ved Salzburg-festspillene i 1922 blev han knyttet til både Wiener Staatsoper og Deutsche Staatsoper.

Tauber blev særlig kendt som liedsanger og fortolker af operettemelodier. Franz Lehár skrev flere operettepartier til ham, bl.a. i Smilets land (1929); Dein ist mein ganzes Herz herfra blev hans signaturmelodi.

Nazisterne stemplede Taubers sang som indbegrebet af jødisk krukkeri og kunstlethed og forfulgte ham, så han måtte forlade Tyskland i 1933. Fra midten af 1930'erne optrådte han i en række britiske musikfilm og kunne genoptage en delvis engelsksproget karriere.

Richard Tauber fortsatte sit engagement ved Wiener Staatsoper til Anschluß i 1938 og fik herefter britisk statsborgerskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig