Richard Petersen, 6.1.1894-14.2.1968, dansk matematiker, professor i matematik ved Polyteknisk Læreanstalt 1937-64. Hans doktorafhandling Om en Klasse næstenperiodiske analytiske Funktioner (1933) knytter sig nært til H. Bohrs arbejder om emnet. Petersen skrev sammen med A.F. Andersen andenudgaven og senere revisioner af "Bohr og Mollerup" (se Johannes Mollerup). Han blev bedst kendt i offentligheden for sin indsats for indførelse af it i Danmark, bl.a. ved oprettelsen af Regnecentralen med bygningen af computeren DASK.