Richard F. Kahn, Richard Ferdinand Kahn, 10.8.1905-6.6.1989, britisk økonom, professor ved universitetet i Cambridge 1951-72. Kahn var elev af og en nær medarbejder til John Maynard Keynes, og han deltog i udformningen af den keynesianske revolution. Kahn er især kendt for sin præcisering af forholdet mellem den samlede stigning i nationalproduktet og en indledende stigning i fx investeringer eller offentligt forbrug. Han viste, at denne multiplikator er lig med 1/(1-c), hvor c er den andel af en indkomststigning, som husholdningerne gennemsnitligt anvender til forbrug. Se også multiplikator.