Faktaboks

Richard Cumberland
Født
1631
Død
1718

Richard Cumberland var en engelsk teolog og moralfilosof. Han studerede i Cambridge og kom her i kontakt med Cambridgeplatonikerne.

I 1672 udgav han sit hovedværk De legibus naturae (Naturens lov), hvori han vendte sig imod Thomas Hobbes. Han forkastede Hobbes’ lære om, at mennesket er et egoistisk væsen, hvis eneste motiv til handling er egenkærlighed. Ifølge Cumberland er mennesket et socialt væsen, der er i besiddelse af såvel egenkærlighed som velvilje over for andre. Disse er naturlige drifter og kan forenes i og med at alles velbefindende også omfatter det enkelte individs velbefindende.

Richard Cumberland mente, at der eksisterer en fundamental naturlig lov, som siger, at den enkeltes velfærd sikres ved at fremme helhedens velfærd. Denne lov, som kan begrundes ud fra erfaringen, er grundlag for moral og ret. Han mente, at moralsk gode handlinger skal fremme den fælles velfærd og herved regnes han derfor som en forløber for den senere engelske utilitarisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig